Type 1 – Perfektionisten / reformatoren. Den principfaste, idealistiske type. De er moralske og pligtopfyldende, med en stærk følelse af rigtigt og forkert. De har rollen som lærere og stræber efter altid at forbedre tingene, men er bange for at begå fejl. De er velorganiserede, pertentlige og fordringsfulde og prøver at opretholde standarder, men kan forfalde til at være alt for kritiske og perfektionistiske. De har typisk problemer med undertrykt vrede og utålmodighed.
Positive bidrag når de er psykologisk sunde:
Kloge, kvalitetsbevidste, realistiske og ædelmodige og har en sund moral.
Type 2 – Hjælperen / relationsskaberen
Den omsorgsfulde, medmenneskelige type. De er indfølende, oprigtige og varmhjertede. De er venlige, generøse, og selvopofrende, men kan også være sentimentale, indsmigrende og behagesyge. De ønsker at være tæt på andre og gør ofte ting for dem for at gøre sig uundværlige. De har typisk problemer med at sørge for sig selv og med at erkende deres egne behov.
Positive bidrag når de er psykologisk sunde:
Uselviske, altruistiske (menneskekærlig) med en ubetinget kærlighed til sig selv og andre.
Type 3 – Udretteren Den tilpasningsdygtige, succesorienterede type. De er selvsikre, tiltrækkende og charmerende. De er ambitiøse, kompetente, og energiske, men kan også være status bevidste og stærkt motiverede i retning af personlig avancement. De er ofte optaget af deres image og andres mening om dem. De har typisk problemer med arbejdsnarkomani og konkurrence mentalitet. Positive bidrag når de er psykologisk sunde:
Selvbekræftende, autentiske, og er det de giver sig ud for at være – en rollemodel, som kan inspirere andre.
Type 4 – Individualisten / bohemen
Den romantiske og selvfordybende type. De er selvbevidste, sensitive, tilbagetrukne og stille. De er selvafslørende, følelsesmæssigt ærlige og personlige, men kan være humørsyge og selvoptagede. De holder sig tilbage i forhold til andre, fordi de føler sig sårbare og mangelfulde, men kan også føle sig hånligt overlegne og fritaget fra almindelige måder at leve på. De har typisk problemer med selvforkælelse og selvmedlidenhed.
Positive bidrag når de er psykologisk sunde:
Inspirerende og overordentlig kreative samt i stand til at forny sig selv og transformere deres oplevelser.
Type 5 – Udforskeren / iagttageren
Den intense intellektuelle type. De er årvågne, indsigtsfulde og nysgerrige. De er i stand til at koncentrere sig og fokusere på at udvikle komplekse ideer og færdigheder. De er selvstændige og fornyende, men kan også blive optagede af deres forestillinger og tankestrukturer. De bliver distancerede, men samtidig overspændte og intense. De har typisk problemer med isolation, særhed.
Positive bidrag når de er psykologisk sunde:
Visionære foregangsmænd, der ofte er forud for deres tid og i stand til at se verden på en helt ny måde.
Type 6 – Loyalisten / skeptikeren
Den forpligtede, sikkerhedsøgende type. De er pålidelige, hårdtarbejdende og ansvarlige, men kan også være vagtsomme, vigende og ekstremt bekymrede. De handler på baggrund af stress og klager samtidig over det. De er ofte forsigtige og ubeslutsomme, men kan også reagere og være udfordrende og oprørske. De har typisk problemer med manglende selvtillid og mistænksomhed.
Positive bidrag når de er psykologisk sunde:
En indenfra kommende stabilitet, er selvsikre og fulde af selvtillid og giver modigt deres støtte til de svage og magtesløse.
Type 7 – Entusiasten / livsnyderen
Den travle, produktive type. De er alsidige, optimistiske og spontane. De er kåde, i højt humør, og praktiske, men kan også spænde over for meget og blive adspredte og udiciplinerede. De søger hele tiden nye og spændende oplevelser, men skal de holde sig længe i gang med noget, distraheres og udmattes de.
Positive bidrag når de er psykologisk sunde:
Repræsenterer entusiasme, livsnydelse og begejstring. Herudover udviser typen: Evnen til at tilegne sig oplevelser i dybden, de sætter pris på og er taknemmelige for det, de har. De har dyb respekt for de små ting i livet, vil gerne bidrage til livet og søger at leve til fulde.
Type 8 – Udfordrende / frontkæmperen
Den magtfulde, dominerende type. De er selvsikre, stærke og selvhævdende. De er beskyttende, ressourcestærke og beslutsomme, men kan også være stolte og dominerende. De føler at de er nødt til at kontrollere deres omgivelser, og er ofte konfronterende og truende. De har tit problemer med at tillade sig selv at være tæt på andre.
Positive bidrag når de er psykologisk sunde:
Fuld selvbeherskelse. De bruger deres styrke til at forbedre andres liv og bliver heltemodige, storsindede og når undertiden historisk storhed.
Type 9 – Fredsskaberen / mægleren
Den rolige, selvudslettende type. De er accepterende, tillidsfulde og stabile. De er godmodige, venlige og støttende, men kan have tilbøjelighed til at føje sig efter andre for at bevare freden. De ønsker at alt forløber uden konflikt og har derfor en tendens til at blive eftergivende og bagatellisere al uoverensstemmelse. De har typisk problemer med passivitet og stædighed.
Positive bidrag når de er psykologisk sunde:
Ukuelige og altomfavnende. Kan forene mennesker og løse konflikter.